Sammen fra starten i 1981
DHL Stafetten København er en fast del af dansk arbejdsliv. En uge i august, hvor kollegaer, hold og virksomheder mødes i Fælledparken
for at løbe, gå, heppe og være sammen på en anden måde end til hverdag.
Det begyndte i 1981 med 134 hold og en kridtstreg på grusstien. I dag samler DHL Stafetten København mere end 150.000 deltagere og er et af verdens største motionsevents. Men størrelsen er ikke det vigtigste. Det er det sammenhold, der opstår omkring dagen.
ET SAMMENHOLD FOR DE MANGE
Vi arbejder for at skabe mere sammenhold mellem kollegaer. For at give plads til de øjeblikke, hvor roller og titler fylder lidt mindre, og relationer fylder lidt mere. Hvor man ikke bliver målt på sin præstation, men mærker værdien af at være med. Sammen.
Vidste du, at DHL Stafetten København har båret DHL-navnet siden 1991 og fortsat drives som non-profit? Overskuddet går tilbage til idrætten, fællesskabet og de mange frivillige kræfter, der hvert år får det hele til at ske.
HELE VEJEN FRA USA
I 1980 fik Niels Jørgen Holdt idéen til stafetløbet i USA. Året efter blev det til 5×5 i Fælledparken, og i 1991 fik løbet navnet DHL Stafetten, da DHL blev hovedsponsor.
KOM IND I TELTET
Teltene kom til i 1987. Dengang tog det én dag at sætte dem op. I dag tager det omkring 14 dage. Det siger lidt om, hvor meget dagen er vokset og hvor stor en del af oplevelsen fællesskabet omkring bordene er blevet.
UNIKT OG DANSK
Udlandet har ofte besøgt stafetten, men konceptet lader sig ikke nemt kopiere. De flade hierarkier, hvor chefer og ansatte dyster er unikt dansk.
NON-PROFIT FRA STARTEN
DHL Stafetten har altid været non-profit. Overskuddet går tilbage til stafettens udvikling og til løbe- og atletikaktiviteter for børn, unge og voksne i Sparta.